Lørdag d. 7. sept. kl. 20.00 i Helnæs Gl. Præstegård – Den Fynske Opera: Operasanger Jesper Buhl med gæster. Pladsreservation på tlf. 61734540). Arr. Helnæs Kultur- og Musikforening.
Den Fynske Operas chef optræder på Helnæs
Kom og lyt til opera og nyd samtidig den smukke kunstudstilling
Operachef Jesper Buhl har gæstet Helnæs mange gange – og hver gang sunget for fulde huse. Det bliver nok også tilfældet, når Helnæs Kultur- og Musikforening lørdag den 7. september blænder op for sæsonens operaaften i Helnæs gamle Præstegård.
Repertoiret spænder bredt – over opera, operette og musicals og vil kalde på både alvoren og smilet. Altid noget, der berører publikum, som er tæt på kunstnerne her på Assens Kommunes mest intime scene og som matcher de tre stemmer.
Tre kvinder
I år synger Jesper Buhl med to sangerinder – en erfaren mezzosopran Ulla Kudsk Jensen, som i begyndelsen af 2014 synger Marys parti i Den flyvende Hollænder på Det kongelige Teater og den unge sopran Isabel Schwarzbach, som sidste år spillede rollen som Maria i West Side Story i Silkeborg.
Den tredje kvinde i ensemblet er pianist Britt Krogh Grønnebæk, som vil akkompagnere sangerne.
Debutkoncert
Isabel Schwarzbach har færdiggjort sin bachelor ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole og hendes deltagelse i koncerten på lørdag, bliver hendes debut.
Kunstudstillingen, som danner rammen om musikken er helt unik af flere grunde. De tre kunstnere er alle kvinder og har gennem flere år ønsket at udstille sammen, Det er nu en realitet og spændende fordi de tre kunstnere er i familie. Konradine Limper – keramik, Bettina Hachmann – maleri og Christiane Limper – forskellige teknikker. De to generationer – mor og to døtre på henholdsvis 77, 47 og 37 – arbejder således alle tre i kunstverdenen, dog med hver deres kunstneriske udtryk.
Pladsreservation er vigtig denne aften – senest dagen før på 6173 4540, da der kun rådes over 70 pladser.