Helnæs ca. 1890 i Henrik Pontoppidans beskrivelse

Gennem tiderne er der udgivet en række beskrivelser af Danmark og vort lands forskellige egne. “Danmark i Skildringer og Billeder af Danske Forfattere og Kunstnere”, som udkom på P. G. Philipsens Forlag, København i 1887 (1. bind) og 1893 (2. bind) er et godt eksempel herpå. Udgiveren var redaktør af “Illustreret Tidende”, Martinus L. Galschiøt, hvis “Evne til at samle Mennesker om sig og give hver sit har sat Frugt i en betydelig Udgivervirksomhed, saaledes navnlig af det værdifulde illustrerede Værk «Danmark i Skildringer og Billeder» (citat: Dansk Biografisk Lexikon). Som en af de involverede kunstnere har forfatteren Henrik Pontoppidan (kendt især for romanerne ”Lykke-Per”, ”Nattevagt” og ”De dødes Rige”) givet en levende skildring af Vestfyn – og herunder også Helnæs:

 

”I Syd og Vest blaaner Havet.

Den fjærne, milelange Landtunge, man ser derude, skilt fra Moderlandet ved en stor, blikstille Havbugt, hvori Baade med hvide og rødbarkede Sejl spejler sig, er det saakaldte Helnæs, opkaldt efter Kæmpen Helle, egentlig nærmest en Ø, der ved et lavt, smalt og langt Sand- og Stenrev er forbunden med Fyns Land.

Man kommer til den ad den Landevej, der gaar forbi Frederiksgave. Fra Enden af den uendelig lange, mærkværdige, maaske enestaaende Alle af tohundreaarige Ege, der fra dennes Have gaar imod Syd, drejer man mod Vest ind ad en sandet Markvej, der til sidst løber ud i et eneste, dybt opkørt Hjulspor – og man befinder sig paa en flad, skyggeløs Sandørk, det fattige Agernæs.

– Man ser sig omkring.

Alt her er trist og øde. Solen brænder. Lyset fra Sand og Vand skærer en i Øjnene, som Vejens skarpe Støv har gjort røde og svulne. Og derude i Syd gaar den trange, trælsomme Vej over det lange, næppe ti Alen brede Rev, der fører til Helnæs.

– Det er der, vi skal over.

Men ikke heller der ovre er Skyggely at øjne, ikke et Hus, ikke en Busk, ikke en Hyrdehytte engang, kun golde, afsvedne Marker med ensomme Faareflokke.

Heldigvis kan man ogsaa komme derover søværts. På Havet er man i det mindste fri for Støvet, og kølige Luftninger kruser nu og da det blanke Spejl.

I den lille Samling  Fiskerhytter, kaldet Aa, inderst i Bugten faar man let fat i en Baad. En stor, skægget Fisker træder en i Møde i Døren. Men i Fald man har Damer med, kan Sagen alligevel blive betænkelig nok. Paa Helnæs findes intet Sted Spor af Havn, og Baaden kan, saa lille den end er, ikke naa Kysten nærmere end halvhundrede Alen. Der er derfor intet andet for, man maa enten krænke Blufærdigheden og trække Sko og Strømper af eller lade sig bære over på Fiskerens Arm. I intet af disse Tilfælde er der noget at befrygte, Bunden er god og fast Sandbund, og Fiskerens Arm stærk og sort behaaret.

Vil man nemmest naa Byen, som man på Overfarten slet ikke kan øjne, da den ligger helt skjult nede bag Bakkerne, maa man styre Kaas efter Møllen, det eneste, der fra denne Side overhovedet tyder paa menneskelig Virksomhed. Og naar man er sat i Land under den, kan man stige op paa en af de høje Toppe i dens Nærhed, hvorfra man har en ypperlig Udsigt over Egnen.

Her er virkelig ganske overordentligt. Rundt omkring sig har man – først selve den lange, smalle Ø, hvorpaa man befinder sig, med hvide, blinkende Maageflokke flagrende rundt om dens stejle Kyster. Derpaa i Øst, Bugtens vidtstrakte Spejlflade helt over til de skinnende Brinker og skovklædte Skrænter under de fynske Alper. I Nord har man Agernæssets fattige Flade og det lille Fiskerleje, hvorfra man sejlede ud. Ret i Syd ligger det høje Horneland med sin imponerende Rundkirke. Og langt i Vest endelig, vidt over havet, øjner man Slesvigs dunstblaa Kyster, Als, Nordby og Brinkerne der sønden for.

Helnæs selv er en højtragende og næsten nøgen Bakkerække, en Mil i Udstrækning fra Nord til Syd, en halv Mil fra Vest til Øst paa det bredeste Sted (den sydlige Ende). Landet har Form som en bred Hestesko, bøjet om et Bassin, der er aabent mod Vest, ud til Havet. Dette Bassin er fyldt med Havets Vand, dels bestaar dets Bund af en mægtig, ganske plan marskfed Eng, paa hvilken alle Øens Kreaturer om Sommeren drives ud, og som er dens uudtømmelige Rigdomskilde.

Det er et Syn, der næsten kan faa ens Tænder til at løbe i Vand – disse Flokke paa sikkert flere hundrede trinde og af Fedt glinsende Dyr, der vandrer derude til Knæs i al den saftige Frodighed. Og sådan en smuk Sommeraften, naar Solen langsomt daler ned langt borte over Havet og lægger sit røde Farveskær mellem det grønne Græs og over alle de Pytter og Grøfter, der blinker frem rundt om fra Engen; og naar de bararmede piger kommer inde fra Byen med deres Mælkeaag eller store Blikjunger paa høje Hjul; og naar Karlene kommer ridende paa deres Heste med Tøjrepælen dinglende ned ved Siden; og naar Køerne brøler, og Hopperne vrinsker, og Føllene slaar bag ud; og naar Frøerne kvækker og Faarene bræger og Kirkeklokken oppe paa Bakken begynder at ringe – kan man føle sig som hensat til et Vidunderland, hvor alt aander Fred og frodig Lykke.

Rundt om Bassinet, altsaa ligeledes i Hesteskoform, ligger den ejendommelige By, der turde være en af de længste (og tillige smukkeste) i hele Danmark. For øvrigt har Øen ingen uden netop denne ene.

Vejen eller Gaden, hvad man nu vil kalde den, slynger sig frem mellem grønne Diger, Hegn, Markstykker og duftende Haver, bag hvilke Huse og Gaarde hemmelighedsfuldt skjuler sig. Enkelte ligger vel umiddelbart ved Vejen, men alle er de som halvt begravede af en næsten tropisk Yppighed af Ranker, Blomster og Træer. Og det faar ingen Ende. Der sker ingen Forandring. Endnu efter en halv Times Forløb vandrer man som mellem præcis de samme Diger, Hegn, Markstykker og Haver, der synes at gaa igen ligesom Tordenskjolds Soldater.

– Og ingen er der, som kan give Besked. Alt synes som uddødt.

Hist og her øjner man paa Afstand en Dreng, der ligger og luger mellem Buskene, eller en Pige, der hænger Tøjstykker til Tørring paa Hækkerne. Men ved et første Syn af fremmede Skikkelser dukker de sig ned i et eller andet Skjul og er ikke til at kalde frem. Enkelte Steder viser sig maabende Ansigter bag Vinduer eller ud af Kolemmene. Men saa snart man gør Mine til at nærme sig, forsvinder de lydløst.

Endelig naar man Kroen – og der oplyses man om, at først nu har man naat Byens omtrentlige Midtpunkt. Den synes at være det i dobbelt betydning. En anselig Samling af drikkende og rygende Mennnesker befinder sig derinde i en blaalig Tobakstaage, der er saa tyk, at man næppe kan se Væggene, i det man træder ind. Alle ser de op med bestyrtede Miner, som om man i Stedet for en fredelig Stok eller Paraply gjorde sit Indtog med dragne Vaaben og blodige Knive; og det er næsten med Vanskelighed, man til sidst faar den gamle, hyggelige Krokone gjort begribelig, at man ønsker Mad, rigtig virkelig Mad – Æg, Brød, Smør, Øl – at man er skikkelige vejfarende, der spaserer rundt for at se sig om, og at man desaarsag nu er sulten, tørstig og træt og iøvrigt intet som helst ondt eller skalkagtigt har i Sinde.

Naar saa endelig Maaltidet staar paa Bordet; naar man begynder at stikke i det friske, glinsende saltkornede Smør, at skære i den lyse, salte Pølsemad, i de grove hjemmebagte, en Alen lange Brødskiver og den fede, gule Sødmælksost med de røde Safranpletter – saa fornemmer man allertydeligst, at man befinder sig paa et afsides Stykke Land, en Krog uden Samkvem med den Verden, der er uden om, at man gæster et Folk, der her lever et eget stilfærdigt Liv for sig, uberørt af den sidste Menneskealders Fremskridt, Fordærvelse og Kultur, uden Trang eller Evne til at hente Visdom eller Erfaring uden for deres egne Landegrænser.

For disse Folk er Helnæs Verden. Uden for disse Kyster gaar ikke deres Tanker; over dise Vande gaar ikke deres Længsler. De ved, de har det godt og trygt, hvor de er . Vorherre har givet dem en fed Eng, en god Kvægbestand og en bred Ryg til at bære de gode Dage. De formaar selv at forplante Slægten uden fremmed Indblanding. Som de lever nu, har deres Fædre levet. Og disse døde med Vorherres Velsignelse og tyve tusinde Daler paa Kistebunden. Hvorfor skulle de forandre sig?

– Nej, hvorfor skulle de egentlig?

– – Der findes i Øst, umiddelbart bag ved Byen, en Række dejlige Skrænter. Deres Fod beskylles af Havet, blødt Græs dækker deres Sider, og smaa, tætte Træer og Buske kaster fra oven deres mørke Skygger ned over dem.

Naar man har spist i Kroen, kan man ikke gøre noget bedre end et Øjeblik at lægge sig hen paa en af disse og strække sine Lemmer.

Solen staar lavt paa Himlem. Alt er stille. Søen ligger blank uden mindste Krusning. Himlens blegrøde Aftenskyer svømmer dybt nede i dens Skød. Fyns grønne Brinker ovre paa den anden Side, Husene, Kirkerne, de høje, spidse Træer, der rager op over Underskoven, Agernæs’ hvide Lerhytter ved Starnden, Fugleskarerne i luften og de tre, fire brogede Kvier, der noget borte er soppede ud i Strandkanten for at svale sig, alt viser sig paa Hovedet i det mægtige Spejl, fordobles og fortrylles …. indtil pludselig et lille Vindstød bryder Spejlet i tusende Stumper og i et Nu hæver Fortryllelsen.

Det er Luft-Heroldens kendte Signal. Den kongelige Sol er i færd med at tage Afsked. Himlen har slaaet sine gyldne Skyporte op i Horisonten, og langsomt trækker Majestæten sig tilbage til sine Purpur-gemakker, sendende i sidste Øjeblik ligesom et naadigt Smil hel rundt over den underdanig rødmende Jord.”